Er du ivrig efter at tilegne dig mere viden og flere færdigheder inden for den maritime verden, og føler du ikke, at du er helt færdig med at uddanne dig endnu? Der findes et hav af fede videreuddannelser, og med det Blå Bevis i hus kan du bl.a. søge optagelse på skipperskolen.
En skipperuddannelse af 3. grad giver dig ret til at sejle som styrmand, skibsfører og arbejdsleder om bord på mindre og mellemstore skibe i nærfart, mens en afsluttet skipperuddannelse af 1. grad giver dig rettighed til at sejle alle størrelser fiskeskibe i alle farvande. Som fiskeskipper har du mulighed for at få kontrollen over dit eget fiskefartøj, eller du kan blive ansat på andres skibe som skipper.
Du har desuden muligheden for at videreuddanne dig til blandt andet kystskipper, hvor du kan sejle som styrmand eller skibsfører på mindre fartøjer i Østersøen og de danske farvande, eller sætteskipper, som er fortsættelsen af uddannelsen til kystskipper. Vil du derimod lede arbejdet på verdens største skibe og have verdenshavene som arbejdsplads, er uddannelsen til skibsfører, vejen for dig.